2. Ætiologi og patofysiologi

Baggrundsartikel: Knoglevævets opbygning

Osteoporose er i de fleste tilfælde multifaktoriel betinget, hvor samspillet mellem arv og miljø har ført til en mindsket knogle­styrke.

2.1. Knoglevævets omsætning

Knoglevævet gennemgår fortløbende en fornyelsesproces, hvor gammelt knoglevæv erstattes af nyt. Fornyelsesprocessen foregår ved, at et område på knogleoverfladen resorberes af osteoklaster hvorefter knoglevævet gendannes af osteoblaster. Den samlede proces betegnes som en remodelleringscyklus. Denne er tidsmæssigt og rumligt koblet således, at knogleformation altid forudgås af knogleresorption. Den hyppighed hvormed der initieres nye områder som undergår remodelering, betegnes aktiveringsfrekvensen.

Remodelleringsrummet er en samlet betegnelse for den mængde af knoglevæv, som på et givet tidspunkt gennemgår en fornyelsesproces, dvs. knoglen er resorberet men endnu ikke gendannet. På et givet tidspunkt er 4-10% af den samlede knoglemasse ved at blive fornyet. Hvis aktiveringsfrekvensen stiger vil størrelsen af remodelleringsrummet øges, hvorved der opstår et reversibelt knogletab. Knogleremodelleringen kan endvidere føre til et irreversibelt knogletab som følge af enten en negativ remodelleringsbalance eller trabekulære perforationer.

Den maksimale knoglemasse (Peak Bone Mass, PBM) opnås i 20-30-års-alderen, hvorefter der sker et kontinuerligt knogletab resten af livet. Størrelsen af PBM er af betydning for den senere risiko for at udvikle osteoporose. Således kan ca. 50% af variationen i BMD hos ældre tilskrives variation i PBM (1;2). Både PBM og det efterfølgende aldersbetingede knogletab er betinget af såvel genetiske som miljømæssige faktorer. Genetiske faktorer er af relativ størst betydning (50-80%) for den interindividuelle forskel i PBM, mens miljømæssige faktorer har relativ størst betydning for det aldersbetingede knogletab (3).

2.2. Knoglestyrke

Knoglemassen er den væsentligste prædiktor af knoglernes brudstyrke (4;5). Således kan ca. 80% af en knogles brudstyrke direkte relateres til BMD, mens den resterende del kan forklares ud fra knoglevævets elasticitet, som afhænger af knoglevævets grundsubstans samt knoglevævets tredimensionale struktur, herunder knoglernes geometri.

2.3. Molekylærbiologiske mekanismer

I løbet af de seneste år er der gjort store fremskridt inden for den molekylærbiologiske forskning, hvilket bl.a. har ført til en uddybet forståelse af den parakrine regulering af knogleomsætningen. Særligt har opdagelsen af RANK-RANKL-OPG- og Wnt signaling-systemerne ført til en bedre forståelse af interaktionen mellem knogleceller. Det er sandsynligt, at der inden for en overskuelig årrække vil blive markedsført nye lægemidler, der tager udgangspunkt i disse signalsystemer (6).

ReferenceListe

1.   Krall EA, Dawson-Hughes B. Heritable and life-style determinants of bone mineral density. J Bone Miner Res 1993; 8:1-9.

2.   Makovey J, Nguyen TV, Naganathan V, Wark JD, Sambrook PN. Genetic Effects on Bone Loss in Peri- and Postmenopausal Women: A Longitudinal Twin Study. Journal of Bone and Mineral Research 2007; 22:1773-1780.

3.   Pocock NA, Eisman JA, Hopper JL, Yeates MG, Sambrook PN, Eberl S. Genetic determinants of bone mass in adults. A twin study. J Clin Invest 1987; 80:706-710.

4.   Johnell O, Kanis JA, Oden A, Johansson H, De Laet C, Delmas P et al. Predictive value of BMD for hip and other fractures. J Bone Miner Res 2005; 20:1185-1194.

5.   Leslie WD, Tsang JF, Caetano PA, Lix LM, for the Manitoba Bone Density Program. Effectiveness of Bone Density Measurement for Predicting Osteoporotic Fractures in Clinical Practice. Journal of Clinical Endocrinology Metabolism 2007; 92:77-81.

6.   Canalis E, Giustina A, Bilezikian JP. Mechanisms of Anabolic Therapies for Osteoporosis. N Engl J Med 2007; 357:905-916.