Sekundær frakturforebyggelse

Medlemmer:
Kim Brixen, Bente Langdahl, Peter Vestergaard, Jens-Erik Bech Jensen, Pia Eiken og Torben Harsløf

Beskrivelse:
Kommissorium for arbejdsgruppe om sekundær profylakse af osteoporotiske frakturer

Osteoporotiske frakturer udgør en betydelig sundhedsbyrde. Der er årligt mere end 20.000 osteoporotiske brud i Danmark fordelt på 9.000 hoftebrud, 9.000 underarmsbrud og 3.500 kliniske vertebrale frakturer. Hos patienter med osteoporotiske hoftefrakturer er ét-års mortaliteten ca. 25-35 %, hvilket overstiger dødeligheden blandt de mest aggressive cancerformer, og 50 % af patienterne bliver afhængige af hjælp fra andre resten af livet.

En af de væsentligste risikofaktorer for en ny osteoporotisk fraktur er, at man tidligere har haft lavenergi-fraktur. Det er derfor vigtigt at identificere patienter med eksisterende lavenergi-frakturer og udrede og behandle disse for eventuel osteoporose for at forebygge nye frakturer. I Danmark er det for nuværende en betydelig underbehandling af disse patienter. Udenlandske studier viser imidlertid, at det er omkostnings-effektivt at identificere, udrede og behandle patienterne.

Dansk Knoglemedicinsk Selskab (DKMS) ønsker derfor at nedsætte en arbejdsgruppe med det formål at tilvejebringe nationale retningslinjer for, hvorledes patienter med lavenergi-frakturer identificeres, udredes og behandles for at forebygge nye frakturer. Inspireret af udenlandske modeller påtænkes det at beskrive en såkaldt fracture liaison service (FLS), der er karakteriseret ved, at én eller få nøglepersoner på et sygehus identificerer patienterne og iværksætter udredning og behandling i samarbejde med relevante specialer. Det er hensigten at alle kliniske specialer, der har med patienterne at gøre, skal involveres i arbejdsgruppen.

DKMS er bekendt med, at Dansk Selskab for Geriatri (DSG) og Dansk Ortopædisk Selskab (DOS) i øjeblikket arbejder på en rapport om ortogeriatri. Der lægges derfor op til, at rapporten om sekundær frakturprofylakse skal integreres med denne, så der ikke bliver faglige uoverensstemmelser og konfliktpunkter de to rapporter imellem. Eventuelt kan de to rapporter sammenskrives til én samlet om udredning og behandling af osteoporotiske frakturer.